De 10 største fælder ved huskøb
Når man køber hus kan der gemme sig udgifter på hundredtusinder af kroner, uden du vidste det. Læs vores 10 punkts guide, til hvad du skal være særligt opmærksom på ved huskøb, så du undgår grimme overraskelser efter købet.
Der er masser af ting at holde styr på, når du kaster dig ud i dit livs største investering: Et nyt hus. Men senere kan du risikere at skulle bruge adskillige tusinde kroner, hvis du ikke er opmærksom på en række ting i huset, før du sætter din underskrift på købsaftalen.
Du kan selv tjekke en hel del. Men i andre tilfælde er det en god idé at alliere dig med en uvildig rådgiver, der kan fortælle dig præcist, hvad du skal være opmærksom på ved boligkøb – flere firmaer tilbyder deciderede køberrådgivninger, hvor en rådgiver gennemgår huset.
Hvad skal du tjekke, før du køber bolig?
De 10 af de vigtigste ting, du bør tjekke, før du skriver under på slutsedlen:
Kilde: bolius.dk
1) Begrænsende lokalplaner. Tjek lokalplaner eller servitutter for matriklen. Der kan være mange begrænsende ting i lokalplanerne eller som servitutter på grunden – fx kan de forhindre, at du kan bygge til, inddrage loftet til beboelse, eller at du kan få solceller på taget. Der kan også være planlagt kontorbyggeri på din vej, som kan give meget biltrafik.
2) Separat kloakering. Undersøg, om der er planer om separat kloakering på din grund. Det kan være meget dyrt for den enkelte boligejer der kan blive pålagt at skulle grave ekstra kloakrør eller faskine ned. Prisen kan blive på op til 100.000 kr.
3) Ulovlig beboelse. Du kan risikere at flytte ind i et hus, hvor fx 1. sal er indrettet til beboelse, men ikke er godkendt til det, og som kommunen ikke vil godkende. Tjek derfor, om boligens er godkendt til beboelse hos kommunen. Du kan også finde BBR-meddelelsen på ois.dk, men du kan ikke være sikker på, at oplysningerne i den er rigtige.
4) Forurenet grund. Der er flere end 40.000 forurenede grunde i Danmark, og det kan koste flere hundredetusinde kroner at rense en forurenet grund – den udvidede ejerskifteforsikring dækker dog i visse tilfælde. Ejendomsmæglere skal oplyse, om grunden er forurenet, men det sker ikke altid. Tjek derfor, om grunden er forurenet.
5) Tag. Det kan nemt koste et par hundredetusinde kroner at udskifte taget, så vær opmærksom på, hvor mange år det kan holde. I tilstandsrapporten angives tagets restlevetid og synlige skader, men det kan være en god idé at få taget tjekket igennem, så du slipper for ubehagelige overraskelser, for restlevetiden er en teoretisk tid, og derfor kan levetiden være både kortere eller væsentlig længere.. Kravl evt. selv op på taget og i loftsrummet og tjek bl.a. for løse tagmaterialer og vandskjolder.
6) Dyr fjernvarme. Generelt er fjernvarme billigt, men der kan være kæmpe forskel på priserne – selv inden for samme kommune. I 2015 kostede det fx op til 20.000. kr. ekstra om året at varme et typisk hus op, hvis du var fjernvarmekunde det dyreste sted sammenlignet med det billigste. Tjek derfor priserne på det lokale fjernvarmeværk hos Energitilsynet, og om der er tilslutningspligt til et bestemt fjernvarmeværk hos kommunen.
7) Oversvømmelse. Skråner jorden ind mod huset, løbet regnvandet ved kraftige regnskyl lige ind i huset, og det kan give store skader. Er der samtidig en flisebelægning, hvor vandet ikke trænger igennem, er risikoen endnu større for vand inde i boligen. Tjek derfor, at terrænet falder væk fra huset – det skal falde 2 cm for hver meter. Vær også opmærksom på, om hele området, boligen ligger i, er i fare for oversvømmelse. Oversvømmelse kan enten skyldes, at kloakeringen ikke er tilstrækkelig stor til at modtage store mængder regn fra skybrud eller oversvømmelse fra åer, søer eller hav, der ligger i nærheden. Tjek, om der er oversvømmelsesrisiko på en grund på dingeo.dk (tast adressen ind).
8) Fugt i kælderen. De fleste kældre er fugtige, og meget fugt i kælderen kan give skader på husets materialer og konstruktioner og også forårsage skimmelsvamp, som kan give allergi og sygdomme. Fugten kommer fra jorden omkring huset, og du kan bl.a. minimere fugten ved at få lavet et omfangsdræn, som koster ca. 2.000 kr. pr. løbende meter kældervæg.
Puds og maling, der skaller af, og plamager eller pletter på væggene kan bl.a. være tegn på fugt i kælderen. Hyr en byggesagkyndig, hvis du vil være på den sikre side.
9) Gamle brønde og kloakledninger. Ældre brønde og kloakledninger af beton kan normalt holde ca. 50 år. Med tiden bliver der større risiko for revner eller kollaps. Sker det, skal brønd og/eller kloakledningen graves op og udskiftes. Normalt bliver brønde og kloakledninger ikke tjekket ved huskøb, så tjek den selv. Få evt. lavet en kameraundersøgelse, og lad sælger betale, hvis der er skader.
10) Fugtproblemer i badeværelset. Et badeværelse med revnede eller dårlige fuger, revner eller løse fliser kan give voldsomme fugtskader og skimmelsvamp. Misfarvning på vægge og lofter i de tilstødende rum er bl.a. tegn på, at der siver vand ud fra badeværelset.